Øjenåbner - motivation eller ja... i hvert fald noget der gav tårer :(

Her i dag blev jeg overrakset med en dejlig invitation fra mine dejlige piger fra Ponyuge 2009/2010 (ponystævne med utrolig mange deltagere, super hyggeligt) om at kommetil Skjern og hygge os sammen. Absolut noget jeg skal og vil, vi skal bare lige have fundet en dato. Det var sku de piger der pustede liv i mig igen, jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige om den, andet end at jeg elsker dem utrolig højt, de gjorde alting bedre.
Vi har ikke set hinanden meget længe, hvor vi har været samlet alle sammen, os fire tøser.

Som I ved så er jeg blevet mobbet igennem hele min tid i folkeskolen, og det har jo givet et præg på mig, i og med at jeg har et stærkt temperament der hurtigt kan ryge op i det røde felt, heldigvis har jeg en dejlig kæreste der nu om en lille måneds tid har været sammen med mig i 1½ år kan takle. Så ham er jeg glad for at jeg er sammen med, der har jeg aldrig været mere heldig, han er virkelig mit et og alt.

Jeg fik så en øjenåbner her i dag ved at kigge på nogle billeder fra ponyugen i 2009, hvor jeg og pigerne havde det virkelig godt og hyggede os rigtig meget.

Dengang tilbage i 2009, så jeg mig selv som virkelig overvægtig, med mine dengang 90 kilo, men faktisk så har jeg set i dag hvor meget mobningen påvirkede mig dengang. Da jeg så de her billeder kiggede jeg dem først igennem for at bringe de dejlige minder tilbage, og havde absolut ikke troet hvor hårdt det ville påvirke mig.

Det gav gråd der bare ikke ville stoppe, tanker der fløj igennem mit hoved, hvordan har jeg kunne ladet dette  stå til, hvordan har jeg kunne gøre det mod mig selv.

I får lige lov til at se de billeder der gik lige i tårekanalerne.

Ja, det er rent faktisk mig, ingen ruller på ryggen, og faktisk så så jeg ikke så fed, tyk og grim ud, som jeg troede om mig selv.

Det er simpelthen så vanvittigt, det var så stor en øjenåbner for mig, i og med at se hvor meget jeg rent faktisk påvirket af det mobning. Jo jeg kan godt se at jeg stadig er større end de andre, men faktisk så er det ikke så slemt, som jeg altså gik og bildte mig ind.

Det jeg er idag er jo utrolig meget mere voldsomt, det gjorde jo at jeg gik fuldstændig ned med flaget, tårerene trillede ned af kinderne, kæresten trøstede ved at sige at han elskede mig for præcis den jeg er, uanset hvor stor jeg så er. 

Men de her billeder det er jo også en kæmpe motivation for - det er dælme der jeg skal ned igen! og længere endnu!!!! 

Jeg skal ned og se hamrende godt ud, være glad for mig selv, tilfreds med mig selv og glad for at være den jeg er. Det er mit mål - og jeg skal nå det!

Jeg kan, jeg har min viljestyrke, det skal lykkeds. Jeg tror på at jeg kan gøre det her, og holde det.